Xoloitzcuintle (udtales: Sjo-lo-itch-quint-li) er ikke en særlig kendt eller udbredt hunderacer... og det er en skam, for det er en aldeles pragtfuld hund, med mange gode egenskaber der passer fortrinligt til det moderne menneskes behov og ønsker. (Læs mere længere nede på siden om Xolo'er og allergi)
Racen forener det eksotiske med det elegante. Sundhed, mental klarhed og en afbalanceret psyke gør Xolo'en til det den er - en fantastisk og spændende oplevelse!!

Xolo'en er en af de ældste racer. Beviser for deres tidlige eksistens er fundet i ruiner og udgravninger fra det pre-Colombianske samfund i Mexico, Syd- og Mellemamerika og kan dateres tilbage til ca. 1500 før vor tidsregning. Gravfund, statuer, lerfigurer, billeder og balsamerede hunde er fundet fra de gamle kulturer der var fremherskende i området: Aztek, Maya, Inka, Toltecs og Zapotecindianerne.

Xolo'erne blev i de forskellige kulturer brugt til mange formål: mad, offerdyr, kælehunde, jagt, vagthunde og til helbredelse af stort set alle sygdomme da man troede de havde healende egenskaber (man lagde simpelthen en Xolo i sengen sammen med den syge...) Xolo'erne blev også brugt som varmedunke i de kolde nætter. De egner sig fortrinligt til dette formål, da de grundet den manglende pels meget let afgiver kropsvarme til omgivelserne. Det siger sig selv, at hunde der bliver brugt til "varmedunke" for syge, gamle og børn skal have en meget høj tolerancetærskel overfor mennesker. Det er stadig gældende for Xolo'en i dag - de vil helst være så tæt på deres menneske som overhovedet muligt... og gerne hele tiden. Undertegnede vil i øvrigt gerne skrive under på at de har en lindrende effekt på gigtsmerter - altså efter samme princip som et almindeligt varmende omslag :-)

Xolo'erne fulgte deres ejermand selv ind i det næste liv. Nogle Xolo'er blev begravet sammen med deres ejer når ejeren døde. Aztekerne troede hundene ville hjælpe mennesket over i den næste verden.
Selve ordet Xoloitzcuintle er sammensat af ordet for "hund" på Nahuatl og navnet på maya'ernes gud Xoloth.
Betydningen af ordet Xoloitzcuintle er også "Søn af Xoloth".

På grund af deres hårløshed er en Xoloitzcuintle dejlig varm at røre ved. Mange mennesker tror, at Xolo'erne har en konstant højere kropstemperatur end andre hunderacer - men dette er overhovedet ikke sandt. En Xolo har for det meste den samme temperatur som en almindelig hund.
De klarer sig forbavsende godt i koldt vejr. Problemet er ikke sne og frost, men mere regn og blæst - da skal de have lidt tøj på når de skal ud. Men generelt må man sige, at i vintermånederne er en Xolo en "inde-hund".

Xolo'ernes hud har samme evne til at danne pigment som vores egen hud. Det betyder, at meget lyse Xolo'er skal have solcreme på huden de første gange de er ude i stærk sol om foråret og først på sommeren, ellers bliver de solskoldede nøjagtig som vi gør. I løbet af en periode med sol vil de danne pigment - altså blive "sol-brune" og så er huden beskyttet mod solen. (Hunde med rene hvide pletter kan dog have brug for at få solcreme på disse pletter hvis de f.eks. skal med på stranden en hel dag selv om de har været udsat for sol tidligere på året). Farven på en Xolo ændrer sig altså hele året afhængig af hvor meget sol den får. 

En Xolo er en meget hengiven hund og den bryder sig ikke om at være væk fra sin ejer i længere perioder. 
Man kan godt træne en Xolo til at være alene hjemme mens man er på arbejde, men man efterlader ikke en Xolo i en hundekennel eller hos mennesker den ikke kender mens man tager på ferie!!

En Xoloitzcuintle binder sig mest til en person (og det er i de fleste tilfælde for livstid) - men de er meget hengivne og kærlige overfor alle der bor under samme tag som deres "herre" og dem selv.
De er meget gode til børn, og kan fint leve sammen med både katte og andre dyr.

Størrelsen på xoloerne varierer fra meget små Chihuahua-størrelser til Doberman. 
Efter FCI's standard er de delt op i 3 størrelseskategorier - som voksen må en Xolo til udstilling ikke være mindre end 25 cm og ikke højere end 60 cm i skulderhøjden.

For yderlige info ang. størrelser - se standarden   

At racen er sjælden er ikke nogen hemmelighed -  omkring 4000 xolo'er regner man med findes på verdensplan. Racen er altså ikke engang almindelig i Mexico på trods af at den er Mexicos nationale symbol og nationalrace. 
Medlemmer af the Federacion Canofila Mexicana begyndte et grundigt avlsprogram og registreringsarbejde d.1 maj 1956. Før denne dato var Xolo'en næsten en uddød race...

Ikke alle Xolo'er bliver født uden hår. Enkelte hvalpe bliver født med fuld pels. Deres pels kan have mange forskellige farver og længder. I Danmark er det desværre ikke tilladt at udstille de hårene hunde inden for racen, men de må gerne bruges i avlsarbejdet.

De hårløse Xoloer mangler ofte en del af deres tænder. Dette skyldes det samme gen som er skyld i hårløsheden og er altså ikke lig med nogen sygdom eller fejl hos hunden. Manglende tænder bedømmes ikke negativt på en udstilling.
Xolo'erne er yderst stærke hunde. De lider ikke af de skavanker og sygdomme mange "manipulerede" racer lider under.

Den hårløse Xoloitzcuintle er en yderst interessant mulighed for hunde-elskeren der lider af astma eller allergi.  En Xolo fælder ikke (af gode grunde), den får aldrig lopper og den er utrolig renlig!!
Har du allergi og/el. astma - så se her: Tony's side!

For yderligere information om Xolo'erne, send en e-mail til os - vi tømmer som regel "postkassen"  dagligt!